Åben maskinvej 2022
De fem maskinfirmaer i Ringsted har sat kryds i kalenderen den 4. og 5. marts
Foråret nærmer sig, og en populær forårsbebuder for entreprenører, maskinførere, landmænd og andre med interesse for entreprenør- og landbrugsmaskiner er klar til comeback. Arrangementet "Åben maskinvej" i Ringsted genopstår, efter at Covid-19 hældte grus i hydraulikolien sidste år.
De fem maskinfirmaer på maskinvejen - Kærup Parkvej - i Ringsted melder nu klar til at genoptage den gode tradition med at koble ikke færre end fem åbent hus-arrangementer inden for 650 meter sammen. Det sker fredag den 4. og lørdag den 5. marts, hvor skinnende maskiner i stort antal lines op til at tage imod forventelig rigtig mange gæster.
Repræsentanter for de fem maskinfirmaer forvandlede sidste i 2020 det officielle Kærup Parkvej-skilt til ”Åben maskinvej”. Det samme sker igen i år fredag den 4. og lørdag den 5. marts.
Kærup Parkvej tæt på Vestmotorvejen ved den nordøstlige ende af Ringsted er om noget Danmarks maskinvej. Nicolaisen & Larsen med dansk JCB-forhandling tager imod lige, når man er svinget ind på vejen. 350 meter længere har Scantruck en lang stribe maskinmærker på menuen. Blandt andre Komatsu, Manitou, Weycor, Sennebogen, McCloskey og flere lift-mærker.
Og så er der kun 250 meter ned til Hydrema på den ene side af vejen og både Helms TMT-Centret og Semler Agro lige overfor. Helms har blandt andet Schäffer, McCormick og TYM på programmet, mens Semler Agro byder på mærker som Väderstad, Kramer, Sulky og John Deere.
Her et billede fra 2020 med gang i grillerne i pølsevognen og en af Hydremas velkendte rendegravere i forgrunden.
Nyt showroom og testområde
Nicolaisen & Larsen benytter "Åben maskinvej" til for første gang at åbne dørene til Skandinaviens største og nyeste JCB-showroom og testområde. Her bliver der særligt fokus på de grønne maskiner. Blandt andet bliver der lejlighed til at opleve den elektriske minigraver JCB 19C-1 samt den elektriske teleskoplæsser JCB 525-60 E-tec. Tillige præsenterer firmaet de helt nye 21 og 26 meter rotationsteleskoplæssere JCB 555P210R og 555P260R.
De mange mærker
Scantruck er også klar med masser af både velkendt og nyt til såvel entreprenør- og anlægsbranchen, som industrien og landbruget. Firmaet prioriterer den grønne omstilling, og derfor rummer det store sortiment både el- og batteridrevne maskiner og naturligvis mange på traditionelle brændstoffer, men med nyeste opdaterede miljø-motorer.
Scantrucks to helt store mærker er Komatsu og Manitou, men tillige har en række andre internationale topmærker også dansk adresse hos Scantruck. Det gælder blandt andre Weycor, Sennebogen, McCloskey, og de tre lift-producenter PB Platforms, GMG og Platform Basket.
Til "Åben maskinvej vil også Scantrucks in-house afdeling for avanceret maskinstyring spille en væsentlig rolle med information om Smart Construction.
Nye der kendes på knækket
Hydrema ruller den helt nye serie af knækstyrede rendegravere i stilling med modellerne 906G og 926G.
Hydrema lancerer ny serie af rendegravere med Cummins Stage 5 motorer, der overholder de seneste emissionskrav.