11 virksomheder og AAU vil redde liv i arktis

1. juni 2018

International forsvars- og sikkerhedsmesse i Paris bliver afskydningsrampe for iskoldt samarbejde i hidtil uset format

Defend Arctic

Alt nødvendigt udstyr skal umiddelbart kunne bringes i stilling til en effektiv indsats, også selv om temperaturen er minus 51 og forholdene reelt umulige.

Sådan er udgangspunktet groft skitseret for et nordjysk samarbejde mellem en række små, mellemstore og et par større virksomheder og med Aalborg Universitet som koordinator og tovholder. Samarbejdet er døbt Defend Arctic og præsenterer sig selv for offentligheden og ikke mindst for forsvars- og sikkerhedsbranchen på den internationale messe Eurosatory i Paris fra den 11. til den 15. juni.

Det handler om hurtig og effektiv indsats ved ulykker og katastrofer i arktiske områder. Virksomhederne byder ind med hver deres kompetencer, og Aalborg Universitets Institut for Materialer og Produktion danner paraply med Bruno Winther som Head of Innovation. Firmaernes vidt forskellige produkter samles i containere og bliver til et mobilt eftersøgnings- og redningssystem, som kan stationeres på strategiske steder og dermed betyde helt afgørende forskelle. For eksempel i Østgrønland, hvor det ellers kan tage et halvt døgn eller mere, før hjælp kan nå frem.

- Det er nødvendigt at have et inspektionsskib liggende fast med en helikopter for at være effektiv, specielt i Østgrønland. Det er ikke realistisk. Men det er Defend Arctic-containere med alt i computerstyret teknologi, som klarer sig selv med solceller og egen vindmølle”, forklarer Bruno Winther.
 

Minus 51 grader

- Vi sætter klodser med de rigtige komponenter sammen på den rigtige måde og sikrer, at de kan bruges også ved minus 51 grader, som er kravet fra Forsvaret og NATO. På Aalborg Universitet kan vi teste materiellet ned til minus 55 grader, og derfor har vi kunnet sammensætte systemerne med de rigtige elementer fra de nordjyske firmaer”, siger Bruno Winther.

Virksomhederne deltager med alt fra droner og forsvar mod uvedkommende droner over lavtflyvende mini-satellitter til radar- og kommunikationsgrej til truck-transport og naturligvis topisolerede containere til både mandskab og materiel. En mobil kommandopost vil fungere som hjertet i hele Defend Arctic-løsningen.

- Med tre stationer kan 2700 km på Grønlands østkyst dækkes. Systemet er klar til umiddelbar indsats, for eksempel hvis et krydstogtskib med 3-4000 ombord kommer i nød i Ishavet. Eller til både eftersøgning af savnede og nødhjælp, som da bygden Nuugaatsiaq sidste år blev ramt af en flodbølge”, forklarer Head of Innovation Bruno Winther på Aalborg Universitet.

Foruden ved civile eftersøgnings- og redningsaktioner, kan Defend Arctic også spille en rolle ved suverænitetshævdelse. Med containerne er der mulighed for at opsætte en mobil arktisk base til screening af fremmede aktiviteter med overvågning inden for 200 km. Til militært brug kan der tillige etableres pansret beskyttelse efter behov.
 

Eksperter i anorakker

Når Defend Arctic-firmaerne præsenterer det unikke koncept på messen i Paris, bliver det med 31 eksperter fra de respektive firmaer – og i ens hvide anorakker.

- Det er første gang i det hele taget, at så mange virksomheder går sammen i et uformelt samarbejde indenfor forskningsteknik, hvor konsortiet dannes efter opgaven. Vi drager i fælles flok til den internationale udstilling i Paris med tre sættevognstog og vil teste, om vi har ramt markedet rigtigt. Det tror vi på. Vi kommer til at udfordre mange, der ikke har tænkt løsninger. Den modulære tanke i systemet giver kunderne unikke muligheder for at tage de elementer, der er behov for”, siger Bruno Winther, der tilføjer:

- Vi vil naturligvis gå stærkt efter dem, der kan have glæde af Defend Arctic-konceptet. Blandt andre Arktisk Kommando. Efterfølgende er vi klar til at rykke ud med alt det, vi præsenterer på 156 kvadratmeter i Paris. Hvis Grønlands Hjemmestyre vil se os, så kommer vi til Grønland”, lover Bruno Winther.
 


Hydrema bidrager bl.a. med denne prototype af en 922F dumper på Eurosatory udstillingen. Den er monteret med hooklift til håndtere containere samt med extra brede hjul for at minimere marktrykket.

Virksomhederne bag Defend Arctic

  • Alpcon i Støvring med ekspertise i termoelektriske generatormoduler til opvarmning for såvel mandskab som køretøjer. 
  • Ballard i Hobro med brændselsceller til at sikre elforsyning også under ekstreme forhold.
  • DC Supply i Nørresundby sørger for de mobile containerløsninger.
  • Hydrema i Støvring leverer dumperne, der kan transportere alle elementer rundt i de arktiske områder med ekstremt lavt marktryk, så køretøjerne også kan operere på isen.
  • MyDefence i Nørresundby har specialiseret sig i teknologisk avancerede anti-drone løsninger og kan jamme eventuelle uvedkommende og forstyrrende droner i området.
  • Sky-Watch i Støvring har udviklet og produceret avancerede droner siden 2009 og melder sig med et system, som er i stand til selv at holde sig flyvende og med mulighed for tilbehør som kemiske detektorer, infrarød, thermisk eller HD-kamera.
  • Necas i Støvring producerer elektronik til meget krævende miljøer, blandt andet inden for markedssegmenterne industri, maritimt og offshore, samt rumfart og forsvar.
  • Scanfiber Composites i Sindal har mange års erfaring i ballistisk beskyttelse og producerer letvægts-pansring baseret på fiberkompositter.
  • Space Inventor i Aalborg udvikler og bygger satellitsystemer, som kan opfange og overvåge radiosignaler fra for eksempel skibe, fly og radarer.
  • Techpartners i Støvring yder rådgivning og konsulentbistand og har blandt andet erfaring i vandbehandling under forhold fra ørkenvarme til arktisk kulde.
  • Polog er med adresse på Frederiksberg den eneste ”udlænding” i selskabet, men besidder til gengæld helt speciel ekspertise. Polog er en dansk-grønlandsk virksomhed, som sørger for logistik til projekter i fjerntliggende egne, ofte uden eksisterende infrastruktur. Herunder Arktis.
  • Aalborg Universitets Institut for Materialer og Produktion fuldender dusinet som projektejer, leder og administrator af Defend Arctic. Instituttet har erfaring med større forskningsprojekter og i øvrigt ekspertise inden for jura og indkøb at trække på. Universitetet er neutralt i forhold til virksomhederne og har i øvrigt mulighed for at trække på en række af forskere.

Kontakt
Bruno Winther, AAU, 2348 3443 eller win@mp.aau.dk

Læs mere
http://www.nyheder.aau.dk/2018/nyhed/11-virksomheder-og-aau-vil-redde-liv-i-arktis.cid361206

 

icon-pin Find os
icon-request Anmod
icon-contact Kontakt
Anmod om
at blive kontaktet
icon-arrow-down

Har du et spørgsmål om vores maskiner eller service ? Eller vil du gerne kontaktes af din lokale sælger? Udfyld venligst formularen.

Hovednummer +45 9837 1333

hydrema@hydrema.com Gl. Kirkevej 16
9530 Støvring

Center Nord (Støvring)
Juelstrupparken 4, 9530 Støvring
+45 9837 2600

Center Syd (Kolding)
Hylkedalvej 46, 6000 Kolding
+45 7483 2424

Center Øst (Ringsted)
Kærup Parkvej 15, 4100 Ringsted
+45 4649 7575